SLEEPER

ANDREAS ALBRECTSEN & OTAVIO SCHIPPER
21. september - 26. oktober 2019

Tekst af Kunsthistoriker, mag.art. Lotte Møller.

History resembles photography in that it is, among other things, a means of alienation.
Siegfried Kracauer, ¹

'Giv mig et fast punkt, og jeg skal bevæge verden'. Med denne udtalelse har den oldgræske matematiker og fysiker Archimedes lagt navn til begrebet et 'arkimedisk punkt', som i overført betydning beskriver et fast holdepunkt eller en ideal synsvinkel. Temaet for udstillingen Sleeper, med værker af Andreas Albrectsen og Otavio Schipper, er netop spørgsmålet om synsvinkler, blik og perspektiver og i særdeleshed dét, som historiker Søren Mørch har kaldt for 'jernbanesynet' ². 'Jernbanesynet' – eller 'det moderne blik' – opstår ifølge Mørch med opfindelsen af jernbanen og fotografiet. Især jernbanens rejsehastighed giver et radikalt nyt blik på landskabet, hvor forgrunden udviskes og horisontlinjen træder frem som en visuel konstant – et fast holdepunkt.

Og som titlen understreger – ved at bruge det engelske ord for jernbanesvelle – er netop jernbanen og linjer i landskabet vigtige fællesnævnere i denne udstilling med to kunstnere, der arbejder med hvert deres udtryk.

Kunstnerne har ikke blot et fælles kulturelt udgangspunkt (Schipper er brasiliansk med europæiske rødder og Albrectsen er halv dansk, halv brasiliansk) men også en fælles kunstnerisk strategi, som har gjort det muligt at lave en udstilling, hvor de enkelte værker går i dialog med hinanden i en svimlende associationsleg over begreberne historie, perspektiv, perception, spor, erindring, konstanter, infrastruktur, kommunikation, modernitet, rationalitet og subjektivitet. Begge kunstnere arbejder med de betydningsforskydninger, der opstår, når fundne ting isoleres, bearbejdes og indsættes i nye tidslige og rumlige sammenhænge.

Albrectsen viser to værkgrupper. Den ene består af tre frottage-tegninger efter filmstrimler med fotografiske negativer fra en rejse til den brasilianske jernbaneby Paranapiacabia sydøst for Sao Paulo. Paranapiacabia er tupi-indiansk for 'et sted hvorfra man kan se havet', og jernbanen blev anlagt med det formål at transportere kaffebønner ned fra bjergene til kysten af det britisk ejede Sao Paulo Railway Company. Byen blev anlagt af Jeremy Bentham i et panoptisk design i midten af 1800-tallet efter viktoriansk forbillede inklusiv en kopi af Big Ben. Jernbanen havde dog kun en kort storhedstid og blev endeligt nedlagt i løbet af 1970'erne og står nu som et forfaldent mindesmærke over en transatlantisk handels- og industriepoke. Frottage-tegningerne viser ikke negativernes indhold, men fokuserer på filmstrimlens ydre karakteristika, der bærer visse fællestræk med et jernbanespor. Filmstriberne fremstår således som 'beholdere' for en latent rejsefortælling.

Albrectsens anden værkgruppe består af to større tegninger i kul og blyant på papir. Forlaget til disse værker er to snap-shots fundet på de sociale medier af regnbuer taget i farten igennem en bilrude. Albrectsens langsomme arbejdsmetode, hvor han streg for streg arbejder sig hen over billedfladen, står dog i stærk kontrast til de hurtige medier, som motiverne stammer fra. Tegningerne lægger yderligere afstand til forlæggene i deres sort/hvide fremstilling, hvoraf den ene fremstår som et fotografisk negativ med sort regnbue – som en nøgtern demaskering af naturens spektakler eller et blik ind i en anden dimension.

Otavio Schippers installation La Ciotat kan beskrives som en mellemting mellem et legemliggjort koordinatsystem, et fysikeksperiment, et maleri af de Chirico og Den flyvende hollænder. Værket består af en jernbaneskinne placeret horisontalt på gulvet med skinnenagler strøet ud omkring, en vertikal jernstang fastgjort som en mast på togskinnen og en lang sølvkæde, der som en slap telefonledning forbinder masten med væggen samt et par næsebriller eller 'pincenez', med indfattede dollarmønter fra 1890. Titlen er et lille vink til en af filmhistoriens første film af brødrene Lumière – L'arrivée d'un train en gare de La Ciotat – der viser et brusende tog ankomme til banegården i La Ciotat. Filmen er blevet legendarisk på grund af den påståede voldsomme effekt den havde på datidens biografgængere, der blev overrumplede af filmens 'realisme'. Desuden viser Schipper et par mindre værker som f.eks. The Modern Eye. Dette værk består af et par antikke briller og en sølvkæde, der, som en mellemting mellem en brillesnor og en telegraftråd, forbinder en serie af gamle håndlavede isolatorklokker monteret på væggen.

Otavio Schipper har en baggrund som fysiker, og hans værker er ofte inspirerede af fx Einsteins tankeeksperimenter, der involverede både tog såvel som elevatorer, og som lagde grunden til hans relativitetsteorier. På samme måde kan Schippers værker beskrives som tankeeksperimenter omend i en materialiseret form. I sine installationer iscenesætter han et udvalg af 'konstanter' (dvs. fundne ting fra en tidligere 'analog' epoke som fx telefonpælen, togskinnen, telegrafen) i forskellige kombinationer og sammenhænge – som et alfabet af ting.

--------------------------------------------------------</span></p> <p><span style="font-size: 8pt;">1   Siegfried Kracauer, History. The Last Things Before the Last, Princeton 2014, p. 5</span><br /><span style="font-size: 8pt;">2    Søren Mørch, Vældige ting – 63 fortællinger om verden, som den er, Kbh. 2009, pp 51-59

Tak til Statens Kunstfond
for støtte til Andreas Albrectsens research rejse.